Nyhedsbrev fra vandværket

Skærum Vandværks nyhedsbrev

Nr. 1 – 2023

Til Vandværkets medlemmer

Vi, i Vandværkets bestyrelse, vil gerne give jer medlemmer mulighed for at vide så meget som muligt om vores vandværk. På hjemmesiden ligger der mange oplysninger, både lovpligtige og andet relevant. Disse er dog mere faktabaserede og viser ikke, hvad der rører sig gennem året og hvad vi arbejder med. Derfor vil vi som noget nyt forsøge, at udgive et nyhedsbrev med jævne mellemrum, så I kan følge med i driften af vores vandværk. Nyhedsbrevet giver også mulighed for at få opklaret spørgsmål løbende, i stedet for at vente til næste generalforsamling.

Udfordring med grumset vand

Flere forbrugere har oplevet grumset vand med fint opløst sort pulver eller brunt vand. Vi har derfor forespurgt vores leverandører om problemet. Ofte når vi oplever noget i vandet, skyldes et lavere tryk end ved normalsituationen. Vi ser det altid, når vi tager trykket af på vandværket i forbindelse med reparation, udskiftning osv. Denne effekt kan også opstå ved stort forbrug samlet for hele Vandværket. Når mange forbrugere bruger ekstraordinært meget vand, falder trykket. Der kommer ligeledes et større flow, som kan få aflejringer i rørene til at løsne sig. Det kan også ske, når man arbejder tæt på sine rør med redskaber der med vibrationer eller stød påvirker vandrørene. Det er selvfølgelig ikke særligt appetitligt og løsningen er at skylle rørene godt igennem til det er væk. 

Det grumsede vand er det naturlige jern, der i vandet og rust fra rørene. Det sorte opløste pulver er mangan, som også naturligt findes i vandet.

Hvorfor er så disse problemer opstået? Her i tørkeperioden har vores forbrug været 140 % af normalen og i perioder har pumperne kørt 100% og haft svært ved at opretholde trykket.

Møder med Frederikshavn Forsyning og Frederikshavn Kommune 

Et medlem kontaktede os og ville gerne have at vi arrangerede et møde med Forsyningen, for at medlemmerne kunne få yderligere oplysninger og svar end det Bestyrelsen tidligere havde fremlagt omkring en nødforsyning via Borgervej. I forbindelse med mødet opstod behovet for at også Kommunen kom på banen. Her blev det fremlagt, hvad de kan bistå os med og hvad vi selv har ansvaret for også økonomisk. Begge møder havde stort fremmøde og spørgelyst. Det materiale der blev fremlagt og referater ligger på hjemmesiden.

Bestyrelsen har konstitueret sig

Vi har afholdt konstituerende bestyrelsesmøde og fordelt opgaverne. Konstitutionen kan ses på hjemmesiden. Det mest synlige ved opgavefordelingen er, at Jens har påtaget sig opgaven med at holde græsset ved vandværket slået i forhold til sidste år.

Trykforøgerbrønden på Katsigvej

Først og fremmest tak til alle jer, som havde et særligt vågent øje i en periode, når I færdes ved Katsigvej på opfordring fra vore Facebook-opslag.

Trykforøgerbrønden på Katsigvej har efterfølgende fået pumpen repareret. 

Senere konstaterede vi at den kørte hele tiden for at holde trykket. Det kunne tyde på en lækage. Derfor kontaktede vi alle brugere, der får vand fra brønden, for at kontrollere om de havde unormalt forbrug. Først og fremmest at minimere eventuelle skader i deres huse, hvilket heldigvis ikke var tilfældet. 

Samtidig kontrollerede vi, om vi udpumpede mere end sædvanligt, som ikke kunne konstateres. Gennem vores netværk i Vandrådet, fik vi identificeret, at problemet kunne være at kontraventilen før pumpen havde sat sig, hvilket viste sig at være tilfældet. Kontraventilen virker igen og pumpen kører  som den skal.

Vandværkets økonomi

Det er under generalforsamlingen 2023 og den ekstraordinære generalforsamling i 2022 blevet nævnt, at Vandværket skylder penge. Dette er blevet gentaget af et medlem over for bestyrelsen. Påstanden er ved alle tilfældene ikke blevet underbygget i, hvad gælden består af. I bestyrelsen gør vi alt hvad vi kan, for at drifte vandværket så professionelt som muligt og med den bedst mulige økonomi af respekt for jer medlemmer. Vi ved ikke, hvad denne gæld skulle være og for at være helt sikre, har vi kontaktet banken og vores regnskabsfører. Begge kender ikke til nogen gæld og regnskabsføreren konstaterer yderligere, at Vandværket har en sund økonomi og overholder reglen for vandværker om ”hvile i sig selv ”-princippet. 

Vandværket har været vist frem

Mandag d. 19. juni havde Vandværket besøg af medlemmerne i Frederikshavn Vandråd til fremvisning og orientering om vores Vandværk. Vandrådet er på rundtur til alle vandværkerne og Forsyningen i Kommunen for at skabe en fælles forståelse for det enkelte vandværk og de udfordringer det har i forbindelse med møderne i Vandrådet.

På bestyrelsens vegne

God sommer

Maika Nikolajsen

Næstformand